2007-Nov-22 - Tøgers deroute
Tøger Seidenfaden har altid været en mand af høje moralske standarder. Han gør altid sit bedste og forventer, at andre gør ligeledes. Han har altid været af den grundlæggende overbevisning, at ondskab måtte skyldes misforståelser; brud i kommunikationen mellem mennesker. Hvis man blot satte sig ned, talte tingene igennem, lyttede til hinandens synspunkter og argumenter, ja, så kunne stort set enhver konflikt løses og en konsensus dannes.
Det er ikke nogen overraskelse, at Tøger er radikal.
Det er heller ikke nogen overraskelse, at Tøger ikke ligefrem har følt sig på toppen siden valget i 2001. Overalt i det danske land har 'fremmedfjendskheden', 'egoismen' og 'selvtilstrækkeligheden' kravlet frem, og svinehunden har permanent fået placeret sit grimme ansigt i dansk politik i skikkelse af Pia Kjærsgaard og co. Det er mildest talt ikke gode tider for en etisk, kosmopolitisk, verdensmand af Tøgers format.
Man burde derfor være lidt forstående for den stakkels mand, der uden tvivl har været underlagt et stort psykisk pres ved at observere den megen ondskab og nederdrægtighed, der er blevet standarden i dansk kultur i det nye årtusinde. Tænk bare på al den skam, han må føle, når han møder sine højtuddannede og berejste venner i udlandet og skal forklare dem om sine xenofobiske landsmænd. Det burde vække forståelse og medfølelse hos selv mig...
Men det gør det ikke. For uanset hvor hæderlig og godhjertet man er, så skal man aldrig lade sin forargelse over tingenes tilstand stige sig så meget til hovedet, at man fuldstændigt giver afkald på sin politiske dømmekraft. Specielt ikke, hvis man er chefredaktør på et af landets største aviser og dermed er manden, der fører pennen i avisens leder.
D. 7. oktober 2007, efter 6 år med DF ved magten, blev det simpelthen for meget for Tøger. Fremmedfjendskheden, intolerancen og den snigende, latente racisme i dagens Danmark havde nået et så ubehageligt niveau, at den kære chefredaktør ganske enkelt kogte over og i en forargelsesrus af hidtil usete proportioner forfattede den mest ynkelige leder i 2007.
Asmaa Abdol-Hamid er en kontroversiel politisk skikkelse, der kan sætte fantasteriet i spil hos de fleste. Siden hendes kandidatur blev offentliggjort, har det været det rene kaos af forestillinger om, hvad fremtiden ville vente i tilfælde af, at hun blev, eller ikke blev, valgt ind. På den ene side forudså man noget i stil med, at hendes kandidatur ville føre til islamismens indtog og etableringen af et kommende kalifat med hovedsæde på Christiansborg. På den anden side kastede man om sig med løse forestillinger om, at danske muslimske kvinder ville blive sendt på en 40-årig vandretur gennem ørkenen, hvis ikke Asmaa her og nu kunne bane vejen for alle dem med et tørklæde på hovedet, frelse dem og give dem håb ved at sidde på en stol i Folketinget.
I sådanne tider har man brug for mennesker med klarsyn og sindsro til at få sat tingene på plads. Med andre ord bør man holde sig langt væk fra Tøger Seidenfadens lederspalter.
Da hysteriet var på sit allerværste, kom han ud af sit hjørnekontor på Rådhuspladsen og hældte en ordentlig gang fritureolie på bålet.
Tøger er i sin leder meget fortørnet over, at han åbenbart som den eneste her i landet, netop har modtaget resultatet for den store internationale tolerance-eksamen. Og det er mildest talt ikke gået godt. Vi har ligefrem dumpet den store eksamen. Ja, du vidste nok ikke, at vi deltog i den, men det gjorde vi åbenbart. Det var bare kun Tøger, der kendte til det. Det er derfor ikke nogen overraskelse, at vi ikke klarede det så godt. Det plejer man sjældent at gøre til eksamener, man ikke vidste, man skulle til.
Men hvad var så grunden til, at vi dumpede? Var det vores strammede indvandrer- og flygtningerpolitik? Var det pga. Muhammed-krisen? Nej. Grunden, til at vi tabte, var åbenbart, at Enhedslisten genovervejede deres opstilling af Asmaa til Folketingsvalget. Ja, det er jo et grusomt tegn på intolerance, at et parti prøver at rette bod på en ordentlig politisk bommert. Mage til racisme!
Ifølge Tøger er det amoralsk, intolerant og fuldstændig forkasteligt, hvis man ikke støtter Asmaa. Ja, man er faktisk skyld i, at vi netop er dumpet. Hvordan skal Danmark nu komme ind på en højere læreranstalt?
Denne leder er det endegyldige bevis på, at Tøger helt har mistet hovedet, efter at danskerne rent faktisk begyndte at have politiske diskussioner om indvandreres rolle i det danske samfund (hvordan ku' vi?!). Læg mærke til, at han på intet tidspunkt i lederen forholder sig til Asmaas holdninger som politiker. Der er intet information om dette. Det er nærmest som om, at hendes politiske synspunkter og visioner ifølge Tøger er komplet irrelevante for hendes kandidatur. Det, frygter jeg desværre, er tilfældet. For det er faktisk det, han skriver:
"Asmaa Abdol-Hamids problem er velkendt: Det er hendes tørklæde, hendes nej til mandlige håndtryk og dermed hendes religion, det drejer sig om."
Så burde det være slået fast med syvtommersøm. Tøger er ikke interesseret i Asmaa som politiker, men i Asmaa som muslim. Det er det, det drejer sig om. Og det er faktisk det, der er problemet med hele Asmaa-affæren. Det allermest centrale ved Asmaas kandidatur er blevet fuldstændigt negligeret: nemlig hendes politiske holdninger og visioner.
Istedet har vi endnu engang fået gennemtæsket den gamle og ærlig talt kedsommelige traver om islams forenelighed med demokratiet. Hele balladen og Enhedslistens efterfølgende noget-nær-katastrofale valgkamp er efter min mening 100 procent deres egen skyld. Det virkeligt mærkelige er dog ikke, at Enhedslisten var en milimeter fra at begå rituelt selvmord (det kunne man godt have forventet), men at en ellers relativt reflekteret Hellerup-dreng som Tøger pludselig hopper med på Frank Aaens kamikaze-propaganda. Man er åbenbart mindre kritisk over for hvem, man allierer sig med, når man har en fælles fjende af Pia Kjærsgaards kaliber...
Den oprindelige grund til, at Enhedslisten opstillede Asmaa, var, efter min vurdering disse to:
1. Hun havde et tørklæde på.
2. Hun var kendt på tv.
Med andre ord forsøgte liste Ø på håbløs vis at køre en populistisk strategi. Det ville efter min mening være rigtig godt for Enhedslisten med mere populisme. Pernille Rosenkrantz-Theil, et af de største talenter i nyere dansk politik, var en gennemført populist, og det gavnede partiet enormt. Men succesfuld populisme kræver kommunikativ indsigt, forståelse for ens vælgersegmenter og en klar opfattelse af, hvad der står på spil i den nuværende politiske kamp.
Enhedslisten fejlede fuldstændigt på alle tre punkter.
For hvad er det lige præcis, der er på spil i den politiske kamp om det muslimske tørklæde? Jo, det er i virkeligheden meget enkelt. DF og dets vælgere mener, at tørklædet er en meget vigtig ting, der siger en hel masse om den tørklædebærendes personlighed, holdninger, demokratiske sindelag etc. Tørklædet er ganske enkelt et nøglepunkt, et symbol for noget højere. Muslimske piger, der går med tørklæde, ophører ifølge denne optik med at eksistere som enkeltindivider. I stedet bliver de reduceret til viljeløse repræsentanter for en højere systemkraft (læs: islamismen).
Det umiddelbare modsvar til denne diskurs er også ret enkelt. Man skal simpelthen bare argumentere for, at tørklædet ikke nødvendigvis er determinerende for den, der bærer det. Man kan godt være et individ og have et tørklæde på. Man skal slå fast igen og igen, at der inde under tørklædet eksisterer et selvstændigt menneske med individuelle holdninger og livssyn. Det er modsvaret. Modsvaret er simpelthen, at vise gennem ord og handling, at tørklædet er 'no big deal'. Det er jo bare noget tekstil, for fanden!
Hvad gjorde Enhedslisten så galt?
Efter min mening er det igen også meget simpelt: Enhedslistens opstilling af Asmaa og deres efterfølgende forsvar og begrundelse af dette valg var en direkte anerkendelse og bekræftelse af DF's opfattelse af tørklæder. Liste Ø formåede ganske enkelt at give DF ret. Det er mildest talt ikke så smart, når man forsøger at køre et populistisk modangreb mod sine fjender på højrefløjen.
Hvordan bekræftede Enhedslisten DF's diskurs?
Det er igen også lige ud af landevejen. Ved at opstille Asmaa som den tørklædebærende rollemodel, der skulle bane vejen for andre muslimske piger og vise, at Folketinget er et rummeligt sted, så har Enhedslisten formået 1: at bekræfte den åndsvage holdning, at tørklædet skam er en meget vigtig og determinerende ting, og 2: reduceret individet Asmaa til et symbol, en repræsentant for nogle højere systemkræfter. Lige præcis de to ting, som DF hele tiden har forsøgt at gøre med tørklædebærende muslimske piger.
Tusind tak Enhedslisten for at sætte hele kampen om anerkendelsen af muslimske piger tilbage med to skridt. For hvad er i grunden det vigtigste ved Asmaas kandidatur? Er det hendes tørklæde? Er det beviset på, at islam og demokrati er forenelige? Nej, nej og atter nej...
Det vigtigste ved Asmaas kandidatur er hende selv. Det er hendes holdninger som individuel politiker, der er det vigtigste. Ligesom med alle andre kandidater til Folketinget. Det vigtige er at vide, hvad de mener, hvad de står for, og hvad de gerne vil gøre med den magt, de gerne vil have. Enhedslisten demonstrerede tydeligt fra starten af, at de ikke havde taget sig tid til at finde ud af noget som helst af dette. De havde ikke engang fundet ud af, om hun rent faktisk var bekendt med partiprogrammet. De behandlede hende udelukkende som et symbol for nogle højere systemkræfter, og så kan individuelle holdninger jo være lige meget. De behandlede hende fuldstændigt som DF ville gøre - blot med modsat fortegn.
Problemet med Asmaa er, at hun er en amatørpolitiker uden nogen erfaring. Og den slags bliver altid straffet i politik. Det har intet med hendes tørklæde at gøre. Partier, der opstiller skandaløse amatører til Folketinget, bliver altid straffet. Tørklæde eller ej, sådan går det altid.
Ifølge Tøger skyldes nedturen dog noget helt andet: vores intolerance. Vi har simpelthen ikke været flinke nok ved Asmaa. Det er mærkeligt at læse en chefredaktør skrive i en landsækkende avis' leder, at vi ikke skal være så hårde ved vores Folketingskandidater. Er jeg den eneste, der synes, det er en mærkelig og i virkeligheden snigende udemokratisk holdning - specielt for en avis?
Det er symptomatisk for hele affæren, at da en journalist rent faktisk tog sig tid til at dykke ned i nogle af hendes holdninger og fandt frem til, at hun enten 1: var i modstrid med liste Ø's partiprogram, eller 2: en elendig politisk kommunikator, blev det udelukkende mødt med forargelse fra Enhedslisten og Tøger. Hvordan kunne en journalist dog tillade sig at spørge ind til hendes holdninger!? Har han ingen skam i livet? Vil han gerne have, at vi dumper til eksamen?!
Jeg er muligvis naiv, men er det ikke journalisters job at afklare, hvad vores kommende kandidater til Folketinget rent faktisk står for? Hvis Asmaa har kommet med tvetydige udmeldinger, kan det vel kun være hendes egen skyld? Eller glemmer jeg at tage med i mine overvejelser, at hun blot er en lille symbolsk repræsentant for en højere systemkraft, der ikke kan tænke selv, og som i hvert fald ikke er en selvstændig voksen politiker på vej mod magtens midte? Glemmer jeg at tage med i mine overvejelser, at der eksisterer ét regelsæt for, hvordan man kan tillade sig at gå til flæsket på hvide protestantiske politikere og et andet for tørklædebærende muslimske politikere?
Har jeg dumpet min eksamen?
|
|
Kommentarer (0) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link
|
2007-Nov-21 - "Vores Kennedy!"
(Tak til Kristian Madsen for at gøre mig opmærksom på denne historie.)
Følgende er en redegørelse for mit valg af kandidat til Pinligste Leder 2007!
Blandt landets uduelige politiske kommentatorer er David Trads en bannerfører! Ingen kan som ham komme med en så jævn strøm af elendige politiske analyser og alligevel bevare sin position som offentlig meningsdanner. Informationlæsere kan givetvis huske hans tid som chefredaktør for hans bombastiske udmelding om, at USA's politik under den Kolde Krig ganske enkelt var 'god'.
Jeg er muligvis så pro-amerikansk, som en dansker kan blive, men hans postulat og de efterfølgende langvarige forsvarstaler vidnede om en mand, der godt kunne lide at komme med ekstremt banaliserede analyser malet med så bred en pensel som muligt. Det var ikke en mand med sans for de fine nuancer, der besad redaktørstolen i den tid.
Efter et mislykket forsøg på at blive socialdemokratisk folketingsmedlem, er manden idag chefredaktør for Nyhedsavisen. Her har han givet læserne mærkeligt modstridende oplevelser, ved f.eks. at kritisere Christoffer Guldbrandsens film Den hemmelige krig for at være dårlig journalistisk, for derefter at forsvare Ekstra Bladets usle karaktermord på socialdemokraten Henrik Sass-Larsen som levende "fuldt op til kravene for journalistisk dokumentation".
Heldigvis kan Trads andet end at forvirre sine læsere. Tilbage i maj bidrog han med det, der med al sandsynlighed må gå over i historien som den mest grinagtigt pinlige leder i 2007! Lederens ufrivillige lattervækken er naturligvis kun forstærket i retrospektivets lys, men det gør den ikke mindre pinlig. Tværtimod!
Det virker som meget lang tid siden, men vi skal ikke længere tilbage end maj-måned, da en lang række fremtrædende meningsdannere kæmpede hårdt med hinanden om at få lov til at slikke Naser Khaders' røv. Der var ingen ende på de lovprisninger, denne politiske messias-skikkelse fik klistret på sig. Trads lugtede hurtigt lunten og kastede sig hovedløst ind i kampen. Med eftertidens klarsyn må jeg konstatere, at han uden tvivl vandt denne kamp suverænt ved helt skamløst at erklære i sin leder, at "Khader er vores Kennedy!"
Wow! Det var ikke så lidt! Hvis man tilhører samme skole som mig, der vurderer John F. Kennedy som den muligvis mest overvurderede amerikanske politiker i efterkrigstiden, kan man være tilbøjelig til at give Trads ret. Men det er bestemt ikke den tilsigtede pointe i hans leder. Tværtimod. Khader er nemlig ifølge Trads en 'statsmand', der "bedre end nogen anden kan sikre den sammenhængskraft i samfundet, der er behov for også i de kommende årtier."
Hvordan Trads har kunnet få en politisk letvægter fra andet geled i det Radikale Venstre til at være en 'statsmand' er lidt af en gåde, men det er kun toppen af isbjerget! For når Trads har åbnet for posen med superlativer, så skal den have hele armen! Og hele armen får den i allerhøjeste grad i denne leder, der indeholder idiotiske sammenligninger og patetiske hyldester, der må betragtes som nyklassiske i deres status. Her er et glimrende eksempel:
"Khader er det tætteste, vi i Danmark er på en ny Kennedy – med et smittende engagement, stærke værdier, ægte følelser og frem for alt med et kolossalt drive i forhold til at løse den afgørende politiske kamp i de kommende årtier:
Nemlig at vinde kampen om unge muslimers sjæl – så de lander i vores demokratiske lejr."
Man kan nærmest se de for sig: Khader med rank ryg, der går i land efter en hård natlig sejlads over Delawarefloden klar til kamp for demokrati og frihed (for nu at blive i de vulgære amerikanske sammenligninger). Det er nærmest chokerende, hvorledes Trads' analyse ikke blot vidner om en fuldstændig manglende evne til at vurdere politisk talent, men også om en himmelråbende naiv opfattelse af de nuværende integrationspolitiske problemstillinger. Kampen om "muslimens sjæl" lyder nærmest til forveksling som den katastrofale kamp for "hearts and minds" i Vietnamkrigens kedelige år. Har han solgt sin politiske dømmekraft til en billig samling af dårlige amerikanske klicheer?
Muligvis. For der er mere, hvor det kommer fra:
"Khader er et ikon – en politisk sværvægter, som spiller på den store bane, fordi han forstår de store dagsordener. Der findes dem, der ikke bryder sig om ham – ud over islamistiske ekstremister, der fysisk jagter Khader, så han må have politibeskyttelse, er det i en mærkværdig alliance også dagbladet Politiken, hvis nedladende facon er dybt elitært – typisk fordi hans klarsyn ikke harmonerer med deres cafe latte-indtryk af verden.
Jeg er derimod dybt imponeret over Naser Khader – og har været det siden jeg første gang mødte ham til en frokost på Café Norden i København for ti år siden."
Foruden de gennemtæskede amerikanske klicheer, bliver man nærmest kvalt i de talrige indholdsløse buzz-words, Trads kaster om sig i hver eneste linie. Hvad ialverden er 'den store bane' for noget? Og hvad kendetegner egentlig en 'stor dagsorden'? Man kunne fundere over disse åbenlyse spørgsmål, hvis det ikke var fordi, at der så mange morsomheder, at det er det rene tidspilde. Læg for eksempel mærke til, hvordan Trads på ynkelig vis forsøger at affeje Politikens kritik af Khader som et resultat af et "Caffé Latte-indtryk af verden", hvorefter han blærer sig med at have mødt Khader på Café Norden for ti år siden.
Den er næsten for let at gøre grin med!
David Trads har nu både fået demonstreret sit åbenlyst manglende talent til at vurdere politikere, sin uforsigtige og meget løse omgang med storladne sammenligninger og sin barnligt naive opfattelse af integration. Men inden lederen er slut, får han også lejlighed til at vise, at han skam også er en meget middelmådig politisk spåkone:
"Den indflydelse, som Khaders kommende parti vil få, kan næppe overvurderes. Med sin enorme folkelige popularitet vil Khader kunne hente stemmer fra alle fløje i dansk politik - og der er stor grund til at tro, at han efter næste folketingsvalg vil kunne være tungen på vægtskålen."
Hahahahaha.... Uden tvivl min kandidat til Pinligste Leder 2007!
|
|
Kommentarer (2) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link
|
2007-Nov-19 - Illusionen om "midten"
Informations Rune Lykkeberg er en af de virkelig dygtige politiske kommentatorer, der kompenserer for sin manglende insider Christiansborg-viden med langt mere perspektiverende analyser af udviklingen i dansk politik.
I dagens Information er der en glimrende analyse af brugen af ordene "midten" og "folket" i dansk politik.
Det er specielt den udbredte, trættende og efterhånden meningsløse anvendelse af ordet "midten", som jeg længere har tænkt over, og jeg erklærer mig fuldstændig enig i Lykkebergs analyse.
Ny Alliance, der har været bannerfører for "midten" (deres partis store, altomfattende buzz-word), er de ressourcestærke, magtfulde, veletablerede, veluddannede, netværksmennesker, der netop repræsenterer den gruppe i samfundet, der har skabt den nye illusion om midten.
Denne gruppe fra den "kreative" overklasse kan ikke forstå, at "det gode argument" og fornuften har så hårde tider i politik. De fatter simpelthen ikke, at de udgør en fremtrædende magtposition i samfundet, der skubber andre grupper til side, og at de selv repræsenterer overklassens værdier, interesser og holdninger. De har bildt sig selv ind, at de skam er i "midten" af det hele. De er "fornuften", det "rationelle". Intet kunne være længere væk fra sandheden. Ny Alliance (og de Radikale for den sags skyld) er yderligtgående, radikale partier med enorme samfundsreformer og omvæltninger af de nuværende strukturer på programmet.
Det burde ikke komme som nogen overraskelse, at de eneste i dansk politik, der åbent har gennemskuet og konfronteret NA, er Dansk Folkeparti, der om nogen er bevidste om hvilken klasse og stand, de repræsenterer. Som det kan læses i Lykkebergs artikel, er de de eneste, der italesætter NA, som det de er: et overklasseparti.
Så længe vi har den "kreative" overklasse, der er i stand til at etablere "sandheder" i den offentlige diskurs om rygning, mad, tøj, politik, etik, indvandrere, wellness og alt det andet, så vil der være en modreaktion i samfundet, der afskyr dem, og vil gøre alt for, at denne gruppe ikke får mere magt, end de allerede har. Denne modreaktion sker blandt grupper i samfundet, som vi i det veluddannede urbane miljø normalt aldrig støder på. De har simpelthen ingen stemme i den almindelige offentlige diskurs! Hvis de ikke var for DF og Pia K., så ville denne ressourcesvage underklasse være fuldstændig usynlig, og vi ville ikke engang vide, at den eksisterede.
Det er blandt andet derfor, at jeg hurtigt bliver træt af at høre klagen og tuden over "højredrejningen" og den "øgede racisme" i Danmark. Jeg er ingen fan af DF's invandrerpolitik, men at tale om en decideret "højredrejning" er en misforståelse. DF's segment har eksisteret i lang, lang tid, men de fik først en stemme i den offentlige diskurs i midten af 1990'erne, da partiledelsen i Socialdemokratiet i al for lang tid havde taget denne gruppe for givet - og i højere og højere grad fremmedgjort dem.
NA og de Radikales vælgere kommer nok aldrig til at indse, at DF muligvis har magten i Folketinget, men at det i høj grad skyldes, at NA og de Radikales segment har magten i resten af samfundet. Det er i virkeligheden en mærkelig form for balance, at vi i disse moraliserende wellness-tider med friværdi, brunch og mikrobryggerier ad libitum alligevel kan have et rendyrket havregrødsparti som DF til at have en så indflydelsesrig position.
Og så for at perspektivere hele den kreative overklasses magtblindhed til eksempler fra min egen livsverden. Jeg er født og opvokset på Vesterbro i København og har derfor længe haft mulighed for at opleve "citadel-invasionen" af København på første hånd. De sidste ti år er mit barndomskvarter blevet revet ned og bygget op igen på ny. Alt er forandret. Det er gået meget hurtigt, og det har været en nådesløs og brutal proces, hvor lokalbefolkningen er blevet systematisk tilsidesat for at tiltrække den ressourcestærke kreative overklasse til vores gamle stenbro.
Brunch-segmentet, der nu hersker suverænt på Vesterbro, vil aldrig fatte, at de med deres invasion af Københavns stenbro i løbet af det sidste årti, har udøvet en helt ekstrem magt. De har vendt op og ned på alt det bestående på broerne, så det i højere grad kunne imødekomme deres egne behov og ønsker. Istedgade er blevet konverteret til én lang tøjbutik, og selv i hjertet af Sundevedsgade, i selve Vesterbros sidste bastion, Café Lasses, bliver der idag serveret cocktails og brunch. Ved valget i 2005 blev forandringen slået fast med syvtommersøm. Efter over 100 år som et solidt og urokkeligt socialdemokratisk kvarter, blev det største parti ved valget 2005 de Radikale. Kritikken af de magtblinde, kreative overklasseløg, er derfor også en kritik af Vesterbros nye mainstream: Citadelerne...
Problemet med disse tilflyttere er, at de akkurat som NA ikke fatter, hvor meget dagsordenen bliver sat af dem som gruppe. De kan ikke se, at deres fremmarch sker på bekostning af andre klasser og kulturer. Nej, de er jo bare "normale" og "fornuftige", og føler sig endda berettiget til at ringe til politiet, når en nabo spiller for højt musik, selvom hele kvarteret allerede er blevet lagt øde, så de kan sidde med deres møgunger på en gadecafé uden at blive generet af en junkie. Jeg kan fortsætte i timer med at give udtryk for mit had og min afsky mod dette segment. Den vrede, afsky og foragt jeg føler, når jeg åbner det nye nummer af Citadel, må efter min bedste vurdering være den samme, som mange DF'ere føler i deres hverdag, når de møder den smagsdominerende overklasse fra NA og de Radikale fortælle dem, hvad moral og sund kost er.
Jeg kan fortælle helt skråsikkert, at jeg aldrig vil kunne lade mig tiltrække af Citadel-tilflytternes syn på København - uanset hvor rationelle deres argumenter end måtte være!
Dermed burde det endnu engang være slået fast, at politik ikke handler om "det gode argument", men om at kæmpe for sin position i samfundet. Citadelerne føler sikkert, at de er de "fornuftige" og de "normale", men i mine øjne repræsenterer de en grotesk yderposition, som jeg gerne så forsvinde langt væk fra min by.
|
|
Kommentarer (5) :: Skriv kommentar! :: Permanent Link
|
|
Om Mig
BA i religionsvidenskab og nuværende redaktør, samt stud. scient. pol., Søren K. Villemoes giver sine analyser af politik og samfundet til kende i løbende kommentarer af nyhedsstrømmen.
Venner
|
